AWARDS
DENTAL AWARDS
Det regner med skulderklap til Dental Awards den 29. marts 2019!
”Vi er mange, der på hvert sit område yder en stor og dedikeret indsats for branchens samlede mål: At levere den bedste service og behandling af patienterne – og vi bag DFA synes, det er vigtigt at fejre de succeser, der hver dag sker rundt omkring i landet, når endnu en patient går glad og tilfreds ud fra klinikken.” – Peter Gerdes, initiativtager til DFA
Vindere og runner-ups til DFA 2019 blev:
Årets Tandplejer Norden
Vinder: Camilla Juel Nielsen – Godt Smil Vejle
Patientprisen: Årets Tandlæge Norden
Vinder: Helle Bremer – Tandlægerne i Kræmmergade – Varde
Patientprisen: Årets Klinik Norden
Vinder: Smil Tannlegesenter – Nationalteatret Nydalen – Oslo
Patientprisen: Årets Klinik Danmark
Vinder: Tuborg Tandklinik – Hellerup
Årets Leverandør
1) Vinder: Topdent
2) Runner-up: Dental Media
Årets Tandtekniker
1) Vinder: Ann André Bergmann – TIC
Årets behandling
) Vinder: Inleel Lundgård Shino – Tandlægecentret Viborg Implantatcenter
2) Runner-up: Marianne Holst-Knudsen – Herlev Tandpunkt
Årets Arbejdsplads
1) Vinder: Tandlægerne i Vesterbrogade – Aarhus
Klinikejere: Michael Sørensen og Martin Holze
2) Runner-up: Aabybro Tandlægerne
Klinikejer: Julie Christiansen
Årets Team
1) Vinder: Teamet hos Tandplejecentret Sorø
2) Runner-up: Teamet hos Tandlægerne Kold – Herning Implantat Center
ÅRETS TEAM
Er du klinikejer, og har du fornøjelsen af at have det bedste team på din klinik?
Så kan du nominere dit team og vinde prisen Årets Team. Du skal blot fortælle os, hvorfor lige netop dit team fortjener at vinde. Om du vægter fællesskabsfølelsen, arbejdsomheden, klare rollefordelinger ift. behandling og service af jeres patienter, arbejdsglæden, højlydte fødselsdagssange eller noget helt andet, er op til dig – vi vil bare så gerne vide det for at kunne finde Årets Team.
Præmie: 5.000 kr.
Dokumentationskrav: En skriftlig motiveret ansøgning på op til 750 ord inkl. et billede af teamet.
ÅRETS ARBEJDSPLADS
Er du ansat på den bedste arbejdsplads, hvor du glæder dig til at gå på arbejde hver dag?
Så kan du nominere din klinik og vinde prisen Årets Arbejdsplads! Du skal blot fortælle os, hvorfor din arbejdsplads fortjener at vinde. Om du vægter samarbejdet med dine kollegaer, tilliden til din gode chef, relationerne til jeres patienter, den gode kageordning eller noget helt andet, er op til dig – vi vil bare så gerne vide det for at kunne finde Årets Arbejdsplads.
Præmie: 5.000 kr.
Dokumentationskrav: En skriftlig motiveret ansøgning på op til 750 ord inkl. underbyggende billeder.
Klik her for at downloade nomineringsskabelonen.
Præsenteres af Spar Nord
ÅRETS TANDTEKNIKER
Samarbejder du med en tandtekniker, som gang på gang leverer et fantastisk stykke arbejde?
Så kan du nominere ham/hende til Årets Tandtekniker. Du skal blot fortælle os, hvorfor lige netop din tandtekniker fortjener at vinde. I bedømmelsen lægges der vægt på, om tandteknikeren er:
- Fagligt dygtig
- Har højteknologisk kunnen
- Kvalitetsbevidst
- Kompromisløs
- Detaljeorienteret
- God til ar samarbejde
- Professionel
- En god håndværker
Præmie: 2.500 kr.
Dokumentationskrav: En skriftlig motiveret ansøgning på op til 750 ord inkl. et billede af tandteknikeren og/eller deres arbejde.
ÅRETS LEVERANDØR
Kender du et firma, en sælger eller en konsulent, som altid er hjælpsom og yder en god service?
Så kan du nominere dem til Årets Leverandør. Du skal blot fortælle os, hvordan din leverandør redder din dag gang på gang: Var det, da du stod og manglede et materiale, da stolen pludselig svigtede, eller da du havde brug for et kursus, der ikke fandtes? Så fortæl os, hvorfor din leverandør fortjener at vinde!
Præmie: 2.500 kr.
Dokumentationskrav: En skriftlig motiveret ansøgning på op til 750 ord inkl. billeder af leverandøren og/eller deres produkter.
ÅRETS BEHANDLING
Har du lavet en veludført behandling, som kan eller har været til inspiration for andre?
Så kan du nominere dig selv og dit team til Årets Behandling.
For: Tandlægen, kirurgen og tandteknikeren.
Hvis en tandlæge eller kirurg deltager alene, bør tandteknikeren være navngivet i nomineringen, hvis der er tandteknisk bidrag. Hvis forskellige klinikker har deltaget i de operative og restorative faser af behandlingen, skal alle nævnes i nomineringen.
Præmie: 5.000 kr.
Dokumentationskrav:
- En casebeskrivelse, der inkluderer en præsentation af patienten, diagnostik og behandlingsplan inkl. eksekvering.
- Hvilke overvejelser der har været i forbindelse med behandlingen.
- Forbehold der har været i forbindelse med behandlingen.
- Specifikke krav/ønsker fra patienten.
- Før- og efterbilleder.
- Passende røntgenbilleder til at supportere diagnostik og behandlingsplan.
- Kliniske fotos af de foreløbige stadier af behandlingen (både kirurgiske og restorativ).
Klik her for at downloade nomineringsskabelonen.
Præsenteres af Thorning Dental Optik
BEDØMMELSESPROCESSEN
Det faglige DFA Dommerpanel består af:
Tandlæge Regitze Blenner Præstegaard – Tandlæge og klinikejer i Esbjerg
Tandlæge Michael Kristensen – Tandlæge 1998 fra Aarhus Tandlægeskole, Aarhus Universitet
Specialtandlæge Johan Corydon Knudsen – Specialtandlæge i tandregulering
Tandlæge Kasper Busk – Privatpraktiserende henvisningstandlæge i endodonti i Roskilde siden 2012
Dommerpanelet hjælper med at udpege både vinder og runner-ups til den prestigefulde pris ”Årets Behandling” Dommerpanelet vil desuden være behjælpelig med at udpeget ”Årets Tandtekniker” i forhold til, hvis der er faglige aspekter der her skal vurderes.
Vinderne afsløres til awardshowet fredag aften den 29. marts der afholdes i Messe C!
NOMINÉR
Kender du nogen, der fortjener en award?
Så giv dem et stort skulderklap ved at nominere dem til én af de 5 awards. Download nomineringsskabelonen til hver Dental Award ved at klikke på den herunder.
Send din nominering til awards@dentalfestival.dk.
Du kan også opfordre nogen til at stille op ved at sende en opfordring til awards@dentalfestival.dk – så kontakter vi vedkommende og opfordrer dem til at stille op!
Vi modtager nomineringer til og med den 1. februar 2019.
PATIENT PRISERNE
Patienterne er vores vigtigste kritikere!
Til DFA skal vi derfor, udover de faglige priser, have uddelt 3 patient priser til awardshowet!
Patientpriserne uddeles i samarbejde med Dental Media, som måler på deres kunders patienttilfredshed og dermed bredt har mulighed for at udpege vindere ud fra flere parametre.
Vi har valgt at kåre Årets Tandlæge – Årets Tandplejer – Årets Klinik. Vi ville gerne have givet en til en klinikassistent, men der bliver kun målt på behandlere, så hvor end vi gerne ville, kan vi ikke (endnu) klare den kategori.
ÅRETS TANDLÆGE
Præmie: 2.500 kr.
Præsenteres af Dental Media
ÅRETS TANDPLEJER
Præmie: 2.500 kr.
Præsenteres af Dental Media
ÅRETS KLINIK
Præmie: 2.500 kr.
Præsenteres af Dental Media
AWARDSHOW
Kom og vær med til at fejre dig selv og hinanden!
Fredag aften sættes stemningen, når alle – deltagere, udstillere såvel som talere – mødes til
festmiddag og ikke mindst til det store awardshow. Vi starter med en lækker 4-retters menu og vin ad libitum under middagen, hvorefter baren åbner for et større drinksudvalg.
Under awardshowet bliver det afsløret, hvem der løber afsted med de 8 awards. Når vi efterhånden har klappet hinanden godt og grundigt på skuldrene, retter vi vores klapsalver mod vores livemusik som spiller op til dans, og så fester vi ellers sammen til den lyse morgen.
Kort og godt: Vi skal holde årets fest!
Prisen for at deltage ved festmiddagen og awardshowet er 795,-
inkl. 4-retters menu og vin ad libitum under middagen.
VINDERE 2018
Vi uddelte 8 priser i 2018 – og vinderne var:
Årets Team: Aabybro Tandlægerne Postvænget
Årets Arbejdsplads: Vestsjællands Tandlægecenter
Den Bedste Interdisciplinære Behandling: Tannpleier Julie Rørvik og Tannlege Ingrid Fjærvik, Fjærvik Klinikken
Den Bedste Minimalt Invasive Behandling: Tandlæge Regitze Præstegaard
Den Bedste Implantatbehandling: Tandlæge Per Bergmann, tandlægen.dk Fiolstræde
Den Bedste Fulde Rehabilitering: Tannlege Jim Riis og Tanntekniker Maria Diane Kern
Årets Leverandør: Dental Media
Årets Tandtekniker: Lillestrøm Tannteknikk: Kenneth Kristiansen, Andrè Heede, Maria Diane, Kern, Oscar Hvam
INTERVIEW MED 3 VINDERE FRA 2018:
Årets Arbejdsplads 2018: Vestsjællands Tandlægecenter
Årets Arbejdsplads er en indstilling af ejerne/lederne af klinikken af de ansatte. I dette tilfælde havde flere uafhængigt af hinanden indstillet arbejdspladsen. Det er Mette Krusell, der er ansat tandlæge på Vestsjællands Tandlægecenter, der er blevet interviewet.
Hvor lang tid brugte du på at lave selve indstillingen til Årets Arbejdsplads?
Jeg brugte en del tid på det… Dvs. beslutningen om at lave en indstilling, den blev taget i et splitsekund, da jeg blev bekendt med, at det var en af kategorierne.
Jeg var aldrig i tvivl om, at min arbejdsplads skulle indstilles. Jeg brugte ret lang tid på at gå og fundere over, hvordan jeg kunne beskrive min arbejdsplads fyldestgørende, så andre ville få et indblik i, hvorfor den er så fantastisk, og dermed en forståelse for, at det faktisk er årets bedste arbejdsplads.
Selve indstillingen blev vel skrevet på en aften og læst igennem et par gange de følgende dage, indtil den føltes rigtig.
Hvor let eller svært synes du, det var i forhold til det rent praktisk at nominere/sende det ind?
Jeg opdagede faktisk først, da jeg havde lavet min indstilling, at der var et skema som skabelon. Det voldte mig lidt problemer at få dette skema hentet ned…fordi jeg ikke er et computergeni og først til sidst fandt ud af, at det ikke kunne ske fra min telefon/iPad.
Derfra var det helt fint. Jeg udfyldte let de punkter, der var i skabelonen, tilføjede hertil min “selvkomponerede” indstilling og modtog kort tid efter en bekræftigelse på, at indstillingen var modtaget, så det fungerede helt optimalt.
Havde du nogen “second thoughts” ved at indstille arbejdspladsen og Henrik til en award?
Næh, skulle jeg have haft det ? ;o)
Jeg lavede indstillingen som en anerkendelse af det enestående arbejde, der er blevet gjort, for at vi har den bedste arbejdsplads. Jeg havde slet ingen bekymring om at lave en indstilling, for jeg ved, at vi arbejder meget bevidst med netop det at have en god arbejdsplads. Jeg kender min arbejdsplads så godt og ved at HELE teamet ville være pavestolte af en award.
Hvordan føltes det at vinde og stå på scenen foran så mange mennesker og kollegaer?
Det var fedt!!
Det var en fantastisk aften, hvor vi virkelig havde en fest sammen. Det var skønt at kunne fejre hinanden, og det vi gør sammen i det daglige. Ved at stå der som vindere kan vi også håbe på at være en inspirationskilde for andre klinikker til at dyrke den gode arbejdsplads, sådan at vores branche kan bryste sig af at tilbyde gode arbejdspladser.
Hvad har prisen betydet for jer efterfølgende?
Den har betydet, at mange af vores patienter har sat ord på, hvordan de oplever det at komme på klinikken. Mange har tilkendegivet, at de ikke er overraskede over, at vi har vundet sådan en pris, fordi de i deres gang på klinikken kan mærke, at vi har det godt internt. Det har også overfor os selv været med til at bekræfte, at vi har fat i noget af det rigtige og været med til at fastholde, at trivsel på klinikken er det ultimativt vigtigste.
Lige i øjeblikket står vi desværre i en meget ulykkelig situation med en alvorligt syg kollega – men prisen er med til, at vi holder fokus på, at vi ikke skal have en hvilken som helst ny kollega ind – for vi sætter ikke vores fantastiske arbejdsplads på spil!
Hvad vil du råde andre, der overvejer at indstille sig selv eller andre til en pris, til?
Det skal de da gøre! Vi må gerne vise, at vi i dagligdagen bruger meget energi på at præstere vores ypperste. Det er i alle henseender vigtigt, at der bliver holdt en fest
for alt det enestående, vores branche leverer dagligt. Det være sig både på det faglige og tekniske plan, men bestemt også på det mere menneskelige plan. Det er da tilladt at rose hinanden, når der er grund til det.
Der er nok fokus på alt det negative, så lad os sammen fortælle hinanden om alt det, vi er så fantastisk dygtige til. DFA er en genial opfindelse til at inspirere os alle til at holde snuden i sporet – i jagten på at opnå og præstere det bedste i vores branche.
Årets Team 2018: Åbybrotandlægerne
Årets Team er en indstilling af de ansatte på klinikken af lederen/klinikejeren. Her er det klinikejer Julie Christensen, der havde skrevet en halv roman til indstillingen (!), der er blevet interviewet.
Hvor lang tid brugte du på at lave selve indstillingen til Årets Team?
Sådan rent skrive-mæssigt brugte jeg vel et par aftener, men jeg havde gået og leget med tanken om at nominere mine ansatte og tænkt over, hvorfor og hvad jeg ville skrive i noget tid.
Hvor let eller svært synes du, det var i forhold til rent praktisk at nominere/sende det ind?
Meget let, der var stillet nogle relativt enkle spørgsmål, som jeg prøvede at svare på.
Havde du nogen ”second thoughts” ved at indstille teamet til en award?
Egentlig ikke, jeg tænkte, at det var en mulighed for mig at forsøge på at give de ansatte et velfortjent skulderklap. Nomineringen var ligesom min måde at sige tak for støtten og hjælpen på. Man er vel altid lidt nervøs for, om vi overhovedet havde en chance, men jeg synes virkelig, at jeg har det bedste team i verden.
Hvordan føltes det at vinde og stå på scenen foran så mange mennesker og kollegaer?
Da der blev læst op, og jeg kunne genkende min nominering, fik jeg en kæmpe klump i halsen og tårer i øjnene. Det var fuldstændig overvældende. Jeg havde egentlig ikke forberedt mig på at kunne vinde, da der var andre rigtig gode klinikker nomineret i kategorien. En af pigerne havde set nogle præmier oppe ved baren uden vores navn på, og vi havde derfor udledt, at vi ikke vandt. Derfor var overraskelsen bare endnu større.
I dag er jeg bare taknemmelig. For pigerne og for prisen – det fik jeg vist ikke sagt, da vi stod deroppe. For mig var det en nominering af de ansatte, og det er deres fortjeneste, at vi vandt.
Hvad har prisen betydet for jer efterfølgende?
Det har betydet, at vi har kunnet kigge hinanden i øjnene og sige, ”ja, vi er bare gode – vi er de bedste”. Det har givet noget stolthed og har om muligt bare gjort os endnu tættere, og så har det været en kæmpe forløsning ovenpå en hård tid med ejerskifter og turbulente perioder.
Hvad vil du råde andre, der overvejer at indstille sig selv eller andre til en pris, til?
Gør det!
Bedste minimalt invasive behandling: Tandlæge Regitze Præstegaard
I 2018 var der 4 faglige priser, som i 2019 alle er lagt sammen til én “Årets Behandling”. Vi har her lavet et interview med en af vinderne, Tandlæge Regitze Præstegaard, som vandt prisen Bedste Minimalt Invasive Behandling.
Hvor lang tid brugte du på at lave selve indstillingen?
Da jeg første gang så konceptet med Award-showet, tænkte jeg ”fantastisk – måske en kende modigt, men et super fedt initiativ, som jeg gerne ville støtte op om”.
Jeg vidste, jeg havde mange cases til den minimale behandlingskategori, og teamprisen lå også lige til højrebenet. Hvilken behandling skulle det være? Der var en masse spørgsmål, man skulle besvare. Mine tanker arbejdede med det, og overvejelserne var i gang.
Så ramte hverdagens almindelige travlhed mig, og jeg kom først i gang et par dage inden tidsfristen. Tror faktisk først, jeg indsendte materialet aftenen før. Det tog i alt ca. 1 time at lave indstillingen.
Hvor let eller svært synes du, det var i forhold til dokumentation og billedmateriale?
Jeg har rimelig godt styr på fotos af mine behandlinger, så det var nemt for mig at trække billeder ud til indstillingen. Mht. behandlingsforløb, valg og overvejelser, så piskes vi danske tandlæger jo til at have 100 % styr på vores optegnelser i journalerne ;-)))) – så det var bare at referere de relevante informationer.
Havde du nogen ”second thoughts” ved at indstille en behandling til en award?
Er du svimmel – JA.
Første overvejelse: ”Kan man nominere sig selv til en pris, eller er det andre, der skal gøre det?” Der er rigtig mange, der efterfølgende har spurgt mig, hvordan jeg blev nomineret. Hvad siger man så? ”Jeg synes, jeg er så god, at jeg fortjener at få prisen, derfor nominerede jeg mig selv” Pænt udansk for at sige det mildt. Jeg nøjedes med at svare: ”Det gjorde jeg selv!”
Anden overvejelse: Hvem bedømmer mit arbejde? Har jeg overhovedet lyst til, at andre skal se, hvad jeg går og laver? Er det pænt nok, smukt nok, godt nok osv. osv. Alle andre er da meget bedre til det. De fleste kender godt pladen, der går i gang i hovedet på en.
Hvordan føltes det at vinde og stå på scenen foran så mange mennesker og kollegaer?
Det var en kæmpe glæde at modtage prisen. Jeg er stolt af den, for jeg ved jeg arbejder 100 % for minimalt invasive pricipper – sammen med hele klinikken – hver dag.
Det var som forventet lidt grænseoverskridende at skulle på scenen. Jeg er sindssygt dårlig til at modtage ros og fejre mine successer – så at blive hædret med en pris kræver elasticitet af min komfortzone.
Jeg føler altid, der er noget, jeg glemmer at sige – nogen jeg glemmer at takke. Man bliver lidt paf og må jo bare klare det, så godt man kan i situationen. Jeg havde ikke forberedt noget. Det fortrød jeg lige efter.
Hvad vil du råde andre, der overvejer at indstille sig til en faglig pris, til?
VÆR MODIG
Det er det vigtigste af alt. Du kommer ingen vegne overhovedet uden mod. Hvis du ikke er modig og tør stille dig frem i lyset og vise hvad, du kan og gør og tror på, så får andre ikke glæde af din viden og erfaring, og du får heller ikke glæden af at dele det med andre. Det gælder ikke kun til Dental Festival & Award Show.
F*CK JANTELOVEN
Giv den gas…Fortæl begejstret om dine overvejelser og tanker, og beskriv dine valg og begrundelser. Alt helt uden at føle du er i fare for at gøre noget forkert. Der skal noget til at gøre det helt forkert i vores fag. Der er nemlig mange veje til en god behandling. Der er forskellige holdninger og erfaringer, så vær ikke bange for at stå ved din overbevisning.
INDDRAG KLINIKKEN
Lad kolleger og ansatte se indstillingen… Jeg tænker, det er godt for et klinikfællesskab og et brand, at hver enkelt medarbejder får lov at identificere sig med nomineringen. Det giver en kæmpe indsprøjtning til klinikkens og ens egen selvforståelse. Selvfølgelig især hvis man vinder prisen. Men alene den erkendelse af, at man er på en arbejdsplads, hvor man godt tør udstille sine behandlinger til vurdering, kan løfte stoltheden hos alle i teamet.